Referencer
Unisense A/S
Når særlige hensyn skal tages
Unisense og søsterselskabet Unisense FertiliTech er virksomheder som forsker, udvikler og sælger højteknologisk udstyr. De to virksomheder ligger på forskellige adresser, men fælles for dem er, at deres lokaler kræver særlig omhyggelig og nænsom rengøring. Derfor står Yding Gruppen for rengøringen begge steder.
”Hos Unisense udvikler og fremstiller vi skrøbelige microsensorer lavet af tyndt glas, og hos Unisense FertiliTech udvikler de udstyr til medicinal industrien, som derfor er underlagt strikse hygiejniske krav,” fortæller Maria Hedegaard, administrations- og marketingassistent hos Unisense og fortsætter:
”Det betyder, at rengøringspersonalet bliver nødt til at være forsigtige og ikke have for store armbevægelser, når de gør rent. Det kan jeg virkelig mærke, at Yding Gruppen tager hensyn til,” siger Maria Hedegaard.
Også i produktionsbygningerne og på deres lager, skal der tages særlige hensyn, når det kommer til rengøringen. Gulvet er nemlig belagt med ESD, som er et specielt antistatisk gulvmateriale, der forebygger skader på elektronik. ESD-gulv kan ikke rengøres med almindeligt sæbevand, men skal behandles med de helt rigtige plejemidler, så gulvets tekniske egenskaber bevares.
”Det er vigtigt, at rengøringspersonalet har styr på, hvornår gulvet sidst er blevet behandlet og med hvilke plejemidler, så det vedligeholdes på den rigtige måde. Yding Gruppen havde i forvejen erfaring med rengøring af ESD-følsomme produkter og udviste derfor stor ekspertise og påpasselighed over for belægningen fra første dag,” siger Maria Hedegaard.
God dialog skaber gode resultater
Yding Gruppen har leveret rengøring til Unisense i flere år, og i alle årene har rengøringen været stabil og grundig. En gang om måneden får de besøg af Yding Gruppens serviceleder.
”Hun er vores faste kontaktperson og kender derfor stedet ud og ind. Dét er blandt andet en fordel, når vi snakker om steder, der skal gøres rent, over telefonen. Når hun er på besøg, er det ligesom et servicetjek, hvor vi taler om kvaliteten af rengøringen generelt, og den er der stort set aldrig en finger at sætte på. Alligevel går hun altid selv en runde og tjekker, om rengøringen lever op til deres standard. Det viser bare, at de virkelig går op i, at arbejdet bliver gjort ordentligt,” fortæller Maria Hedegaard og fortsætter:
”Jeg har en supergod dialog med hende, og efterhånden kender vi jo hinanden rigtig godt. Jeg kan altid få fat på hende, og det sikrer, at tingene bliver gjort – og at de bliver gjort, som vi gerne vil have det,” siger Marie Hedegaard.